Om os
Om Svalebæk Idrætsforening
Svalebæk Idrætsforening er stiftet den 1. april 1974 ved sammenlægning af Teestrup Gymnastik- & Idrætsforening og Skuderløse Gymnastikforening. SIF hører til på og ved Svalebækskolen, hvor også klubhuset ligger. Foreningens formål er tilbyde idrætsaktiviteter og afholde kulturelle arrangementer, som kan være til gavn og glæde for lokalområdets beboere. Visionen er at skabe et stærkt og aktivt fællesskab – et fundament for sundhed og trivsel og folkelig oplysning, som der står skrevet i vedtægterne. Foreningens daglige ledelse er bestyrelsen, der er sammensat af formændene for de enkelte aktivitets-udvalg plus et par stykker mere. Øverste myndighed er generalforsamlingen. Bestyrelsen mødes hver anden måned og diskuterer konkrete sager, tager stilling til større indkøb, fastlægger kursen for foreningens virke og har i øvrigt hånd i hanke med foreningens liv. Aktivitetsudvalgene har stor kompetence til selv at køre deres afdeling, de har fx et rådighedsbudget, så man ikke skal diskutere indkøb af hvert et par sokker. I bestyrelsen samles trådene og overblikket skabes her. I øjeblikket har vi følgende aktiviteter: Bordtennis, badminton, dart, gymnastik og svømning. Går man rundt med en skuespiller i maven, men synes at Hollywood er for langt væk, kan man komme på scenen i den årlige dilettantforestilling i Svalebæk Idrætsforening. Hvert år den sidste lørdag i januar måned opfører dilettanterne deres stykke i Teestrup Forsamlingshus. I SIF lægger vi vægt på, at der skal være plads til alle. Vi er klar over, at ikke alle er udstyret med samme talenter, men det er vigtigt for os, at alle føler sig godt tilpas. Det betyder på den anden side ikke, at vi ikke lægger vægt på kompetent træning og udvikling af idræts-udøvernes evner. Vi sender løbende trænere og instruktører på uddannelse, så de hele tiden er up to date med det nyeste og kan lære fra sig på bedst mulig måde. Og vi er stolte, når vi vinder og rykker op eller svømmer endnu længere i år end sidste år. Foreningen har omkring 300 aktivitetsmedlemmer. Har man ikke lyst til eller mulighed for at dyrke idræt, men lyst til at støtte foreningen, kan man blive personligt medlem ved at købe et medlemskort. Det giver adgang til generalforsamling og er med til at skabe det økonomiske grundlag for foreningens virke. Alle er velkomne i Svalebæk Idrætsforening – børn, voksne og pensionister, boldmongoler og springgymnaster, vandskrækkere, supertalenter og de helt almindelige. Vi vil opfordre alle forældre til børn i foreningen til at være med på en eller anden måde. Det giver en utrolig god fornemmelse at være med i fællesskabet og yde noget til, at tingene kan køre. Det er faktisk tomt og lidt for dårligt bare at sætte poden af og hente igen efter endt aktivitet. Det kan man selvfølgelig blive nødt til ind imellem – men som udgangspunkt giver det glæde og samhørighed både med poden og med os i foreningen at være med til et eller andet. |